Strandhjems historie
Strandhjem blev bygget i slutningen af 1800-tallet som hotel.
På det tidspunkt kom dampskibene fra Flensborg flere gange dagligt og lagde til ved broen neden for Strandhjem.
Brunsnæs var da et yndet feriemål for Flensborg bys borgere, der fra damperen myldrede i land med og uden madkurve. En god sommerdag kunne bringe 100 – 150 passagerer til Brunsnæs. Dette nød hotellet naturligvis godt af.
Indtil 1935 fungerede Strandhjem som hotel med forskellige ejere og med varierende succes.
Den 1. maj 1935 købte Christian Lehmann Frederiksen og Dorothea Frederiksen fra Ballum Strandhjem Brunsnæs som det hed den gang. De istandsatte bygningerne og fik godt gang stedet.
Gæsterne kom hovedsageligt fra den nordlige del af Tyskland.
I august 1939 kom så chokket, da Hitler lukkede grænsen til Danmark for tyske turister.Tæppet var nu trukket bort under hotellets eksistens og penge var der få af.
Fam. Frederiksen ledte med lys og lygte efter nye muligheder for anvendelse af hjemmet. Dorothea Frederiksen havde en periode været diakonisseelev i Flensborg, så en af ideerne var om Strandhjem kunne bruges som rekonvalescenshjem for patienter fra Sønderborg Sygehus. Man forespurgte, men svaret var negativt. En henvendelse til Sindsygehuset i Augustenborg resulterede i, at man ville sende nogle nervesvækkede, men selvhjulpne patienter til Strandhjem. Den første patient flyttede ind i november 1939. Plejen af patienterne blev nøje overvåget fra Augustenborg bl.a. med uanmeldte besøg. Plejen blev fundet i orden, så i 1941 var antallet oppe på 13 patienter.
I årene fremover sker der stadig forbedringer i huset. Der bliver moderniseret og lavet om, så huset bliver bedre egnet til sit nye formål. Patientantallet kom op på 18 fordelt på 10 værelser.
I 1962 solgtes Strandhjem til familiens næstældste søn og kone, diakon Ehm og Tove Frederiksen. Familien fortsatte med at forbedre forholdene så de kunne følge med tidens krav. Blandt andet havde alle patienter midt i 70-erne deres eget værelse.
I 1978 døde diakon Ehm Frederiksen og hans kone valgte at sælge Strandhjem.
Strandhjem blev i 1980 omdannet til en selvejende institution under landsforeningen af plejehjem v/diakoner i Danmark med driftoverenskomst til Broager Kommune. Der blev oprettet en bestyrelse og til at stå for den daglige ledelse blev sygeplejerske Ruth Brandstrup ansat. På det tidspunkt boede der kun 8 patienter og gennemsnitsalderen var på godt 79 år. Personalestaben bestod af unge piger under 20 år fra egnen uden uddannelse, undtagen køkkenlederen som stod for den daglige madlavning.
De kommende år blev brugt til fortsat at forbedre de fysiske rammer på hjemmet og dermed også øge antallet af beboere, som de nu blev kaldt, – ansætte faguddannet personale samt forbedre kontakten til de indlæggende kommuner, Augustenborg Sygehus og andre psykiatriske behandlingssteder.
I midten af 80-erne var beboerantallet oppe på 13 og gennemsnitsalderen på ca. 65 år.
Som følge af ansættelse af uddannet personale, blev Strandhjem psykiatrisk uddannelsessted for først plejehjemssassistentselever og senere social- og sundhedsassistentselever.
Beboerne som flyttede ind, blev fortsat yngre og mere præget af deres psykiatriske sygdom.
Behandlingen bestod af en blanding af medicin og miljøterapi. Nøgleorderne i behandlingen var tryghed, tillid, regelmæssighed og oplevelser under trygge forhold.
I takt med tidens krav om bedre boligforhold på institutioner, åbnede Strandhjem en ny tilbygning med 6 lejligheder i 1995 og en større til- og ombygning stod færdig i 2005. Hjemmet råder nu over 16 moderne boliger.